GOG fik vigtig udesejr
Blot 50 timer efter Final4-finalen var fløjtet af, skulle GOG på den igen i den første kamp i ligaen efter januarpausen. TV2 manglede en tirsdagskamp, og derfor blev kampen ude mod Skanderborg flyttet fra den oprindelige dag, lørdag, til tirsdag aften kl. 20.30. Det betød at GOG-spillerne skulle spille 3 kampe på fire dage.
Det var således en kæmpe stor fysisk opgave for drengene, men ikke mindst mentalt var det et bjerg, der skulle bestiges efter søndagens store skuffelse.
Det var derfor med bange anelser, at de gule skulle en tur til Morten Børup Hallen og møde Skanderborg, som hjemme i hulen i denne sæson har slået store hold som Skjern, Aalborg og BSV. Derudover kunne drengene vel nærmest ikke møde et hold, der løber mere end netop Skanderborg, så det var de sidste ressourcer, der skulle klemmes ud af et skadesramt GOG-hold.
Første halvleg startede fantastisk for de gule. Forsvaret og Espen stod fantastisk, kontramaskinen kørte som smurt og angrebet sprudlede. Det var derfor helt fortjent, at der efter 10 minutter stod 9-4 til GOG. Den føring holdt de gule hele vejen til pausen, og det var nogle tilfredse drenge, der kunne gå til pause.
Anden halvleg startede næsten ligeså godt som første, og efter 12-14 minutter kunne GOG bringe sig foran med syv mål, men så gik der en mental klap ned for de gule drenge. Skanderborg lavede om og begyndte at spille offensivt forsvar, og det drillede GOG så meget, så på fem minutter havde Skanderborg reduceret GOG’s føring til to mål. Nu skulle man tro, at den mentalt prøvede GOG-trup ville smide det hele på gulvet, men de sidste kræfter og ressourcer blev fundet frem, og med halvandet minut igen bragte holdet sig foran med fire mål.
Skanderborg fik pyntet på resultatet, men da sluthornet lød, kunne GOG’erne fortjent juble over en flot sejr på en meget svær udebane.
Kæmpe stor ros skal der lyde til de to norske spillere, stregspiller, Henrik Jakobsen, som vel spillede den bedste kamp i den gule trøje og lavede hele ti rene mål, ligesom Espen Christensen i målet viste hvilken klasse han har og hev nogle vigtige redninger op i slutfasen.
Nu har drengene 11 dages velfortjent kampfri inden Skjern kommer på besøg i GOG Arena lørdag d. 20/2.