GOG fik fantastisk sejr
På forhånd var GOG ikke levnet mange chancer på den svære udebane i Skjern Bank Arena. Eksperter og oddssættere havde Skjern som klare favoritter, men truppen troede på overraskelsen, da de før i denne sæson har haft en god oplevelse i Skjern.
Kampen startede rigtig godt for de gule. De kom ret hurtigt foran med 6-3, men herefter vendte kampen. Store brændte chancer, og godt angrebsspil fra vestjyderne betød, at GOG haltede efter resten af halvlegen. Flere gange var GOG’erne nede med fire mål, men slap aldrig grebet helt i Skjern. Ved pausen stod der 14-11 til de grønblusede, og GOG troede stadig på det.
Anden halvleg startede med stolpe ud for GOG. Flere gange tvang forsvaret Skjern ud i afslutninger, hvor der var markeret for passivt spil, men mange gange fik de grønne udnyttet de små chancer og holdt føringen. Fra stillingen 18-14 gik det dog kun én vej. Forsvaret og Kevin Møller havde indstillet sig på vestjyderne, og det lyder som en kliché, men så kørte kontramaskinen. De næste ti minutter blev Skjern pumpet for kræfter. De kunne ikke komme til kvalificerede chancer, samtidig med at de gang på gang blev straffet. En scoringspause på 12 minutter var dyr for Skjern, og mens de ikke kunne score, spillede GOG noget af det bedste stationære angrebsspil, der er set i denne sæson. Kenneth Dahl, Minik og Kirkeløkke, drev fuldstændigt gæk med det tunge skjernforsvar, og målmændene i vestjydernes målmænd sprællede forgæves.
GOG vandt anden halvleg med 19-8, og kørte en sikker sejr hjem på 30-22. Stemningen efterfølgende var euforisk, og troen på en semifinale er i den grad til stede.
Alt gik i dag op i en højere enhed. Forsvaret og Kevin Møller var fantastisk, kontraen var skarp og vigtigst af alt, så spillede GOG gude angrebsspil.
Der er nu halvanden uges pause, før GOG skal på endnu en svær udebane i Århus. Det bliver på mange måder en nøglekamp, hvor GOG’erne med en sejr kan give sig selv et fantastisk udgangspunkt for at nå en semifinale.