Tilbage til oversigt

GOG fik en håndboldlektion

GOG spillede her til aften mod Aalborg Håndbold, og det var desværre en solid håndboldlektion de gulblusede blev sendt hjem med.

 

Foran et fyldt Ringe Fritidscenter så publikum Aalborg komme foran 10-1 og 12-2 før GOG begyndte at bide en lille smule fra sig.

 

Resultatet ved halvleg var 18-6 og det var nogle slukørede GOG-spillere der gik til halvleg. Det blev ikke meget bedre af at Lars Hald måtte udgå efter 15 min, med hvad man frygtede var en brækket næse. Heldigvis var det bare en flænge.

 

Anden halvleg blev ikke meget bedre, og det hjalp ikke at Aalborg dækkede ultra offensivt. På nogle tidspunkter lignede det at GOG-spillerne aldrig havde spillet håndbold før, og forspringet nåede på et tidspunkt op på 17 mål.

 

Med 15 minutter igen fik de gule lidt bedre fat, men det blev aldrig godt. I en kamp hvor angrebet var så tandløst som en pensionist uden gebis, var det svært. Det dårlige angrebsspil udløste mange kontraer og holdet nåede sjældent at organisere sig forsvarsmæssigt. Når holdet endelig blev organiseret blev de ramt af til tider mærkelige udvisninger. Det er ikke nemt at spille 6 mod 6 mod danmarksmestrene. Men endnu sværere at spille 5 mod 6.

Forsvaret fungerede til tider ok, men også her er der meget at arbejde med, og det var hårdt at undvære vores normale forsvarsbastion, Lars Hald.

 

Hvis vi skal finde noget positivt overhovedet, så var det at Lasse Kronborg fik comeback. Han spillede 2×30 minutter i forsvaret og havde ikke problemer med knæet.

 

Drengene skal arbejde stenhårdt, og de er klar på, at de sidste to kampe ikke har været gode nok. Hvor vi mod HCM var hårdt ramt på ressourcer, var der ikke så mange undskyldninger i dag. Det var ikke godt nok, og pletten skal vaskes væk. Det starter i træningslokalet.