Tilbage til oversigt
Partner

Fonden for Fynske Bank støtter Arena Svendborg med en million kroner

Den kommende Arena Svendborg har netop modtaget en betydelig økonomisk håndsrækning fra fonden bag Fynske Bank. Banken har doneret en million kroner gennem sin fond, og det kommer også GOG til gode, når hjemmebanen rykkes til Svendborg i det nye år.

 

En multiarena er mere end vægge, tag og plads til publikum. Der skal også udstyr til – en slags indmad, om man vil. Og med million-støtten fra Fonden for Fynske Bank kan den nye Arena Svendborg sikre, at den opfylder de nødvendige krav til store sportsbegivenheder og bliver et attraktivt sted for mange forskellige sportsgrene og arrangementer.

”Sydfyn får snart en helt ny hjemmebane. Og selvfølgelig er Fonden for Fynske Bank med til at støtte sport, kultur og det lokale foreningsliv i den nye Arena i Svendborg,” fortæller Kirsten Elkjær, der er regionsdirektør i Fynske Bank i Svendborg.

Donationen går til Foreningen Ryttervejens Venner, en paraplyorganisation for de mange klubber og foreninger, der bruger faciliteterne, hvor arenaen lige nu er ved at blive bygget færdig. Med checken fra Fynske Bank bliver det muligt at investere i vigtig infrastruktur til arenaen, herunder mål, net og lydanlæg. En stor del af midlerne skal også bruges på en moderne LED-kube med fire skærme, som vil være med til at løfte oplevelsen for både tilskuere og deltagere.

Arena Svendborg skal gøres gul som i Gudme

Arenaen, som forventes at stå færdig i februar, skal danne rammen om GOG’s mange hjemmekampe. Der vil være plads til flere tilskuere, så klubben ikke skal afvise fans til de store kampe, som det sker i dag. Og så er der også endnu bedre plads til GOG’s partnere i de nye faciliteter i Svendborg.

“Vi er glade for at Fynske Bank også er så engageret i projektet. Banken er en vigtig samarbejdspartner for os i GOG. Deres bidrag til Arena Svendborg vil gøre en stor forskel for både vores klub og for området som helhed. Det er fantastisk at se, hvordan samarbejdet mellem sport og erhvervslivet kan skabe store resultater,” siger GOG-direktør Kasper Jørgensen.

Klubben er lige nu i fuld gang med planlægning af hjemmebaneskiftet fra Gudme til Svendborg. Der arbejdes på, hvordan der skabes en fantastisk håndboldoplevelse i de nye rammer.

Fynske Bank har tidligere bidraget til opførelsen af Arena Svendborg sammen med andre private investorer, og checken til udstyr i multiarenaen vil sikre, at den bliver en topmoderne facilitet for både lokale og nationale begivenheder.