Tilbage til oversigt

Flot fight: Lige ved og næsten i pokalen

 

Der var fuld tryk på kedlerne, da GOG og KIF Kolding København mødtes i pokalturneringens 1/4 finale. Kampen blev tæt ind til allersidste minut, hvor KIF i sidste ende trak det længste strå ved at score på straffekast efter to gange forlænget spilletid.

 

Det blev et meget lige opgør fra start til slut. ’De gule’ viste gejst og kampvilje fra første fløjt og det var tydeligt at lørdagens sejr over Århus havde givet drengene et positivt skub.

 

Efter 12 minutter var GOG foran 6-4, men KIF og Kim Andersson fik hurtigt udlignet til 7-7. Dette scenarie var et godt billede på, hvordan resten af kampen ville forløbe.

 

Frem mod pausen stadig helt lige. Efter 30 minutters spil stod det 12-12.

 

I 2. halvleg var der om muligt endnu mere tryk på. Begge mandskaber kæmpede en lige kamp om hver en centimeter på banen.

 

GOG bragte sig i 2. halvlev foran 19-16, men det fik KIF hurtigt forpurret i og med de med 15 minutter tilbage af kampen kunne udligne til 20-20.

 

Frank Mikkelsen på mål og gjorde en god figur, ligesom han gjorde i kampen mod Århus i lørdags.

 

I kampens døende sekunder stod det 26-27 og slaget så ud til at være tabt. Det lavede Minik Dahl Høegh dog om på, da han bankede bolden i kassen i sidste sekund og tvang kampen ud i forlænget spilletid.

 

Den forlængede spilletid blev ligesom kampen utroligt lige..Den første gang forlænget spilletid endte 32-32, hvilket betød at holdene måtte ud i endnu 2 x fem minutters forlænget spilletid.

 

Med to minutter tilbage af den sidste fem minutters forlænget spilletid stod det 34-35. 

 

Kort inden slutfløjt fik drengene udlignet til 35-35 og havde med 10 sekunder tilbage også mulighed for at vinde kampen. Det lykkedes imidlertid ikke og i den anden ende fik KIF tilkæmpet sig et straffekast, som Martin Dolk scorede på.

 

Kampen endte 35-36. hvilket betyder at pokaleventyret for GOG desværre er slut.