Tilbage til oversigt
Liga Talent

Få overblik over aftenens unge GOG-stjerner

Da hverken GOG eller Fredericia har noget på spil i onsdagens kamp – GOG er allerede semifinaleklar, mens Fredericias sæson er slut – benytter cheftræner Kasper Christensen lejligheden til at give spilletid til en række kommende gule stjerner.

Herunder sætter talentchef Mikkel Voigt ord på de unge aktører, der får chancen, og du kan samtidig finde deres trøjenumre.

Nr. 8 – Alexander Ritter – 20 år (debutant):
I sine faste træninger med ligaholdet har Alexander givet trænerteamet et flot indtryk af sin udvikling som spiller, og det udmønter sig i denne omgang i en mulig debut for Alexander. Som klar topscorer på 2. divisionsherrer har Alexander leveret flot i indeværende sæson, og særligt skud på mellemdistance og sit overblik er blandt de bedste værktøjer hos Alexander.

Nr. 19 – Emil Darling – 18 år:
Tredje optræden i træk for den unge venstrehåndsspiller på GOG’s ligahold. I Emil kan vi se frem til en alsidig bagspiller, der kan fungere både på højre back og som playmaker, hvilket giver ham rigtig spændende muligheder for at benytte sit stærke fintespil i angrebet.

Nr. 23 – Andreas Bock – 18 år (debutant):
Er i denne sammenhæng en moderne spiller, som kan spille venstre fløj og dækker flere positioner indad i banen og dermed give fleksibilitet i forsvaret. De taktiske evner samt hans lederskab er nogle af de store spidskompetencer, som GOG U17 har nydt godt af – via Andreas – i de seneste to sæsoner med DM-guld i begge.

Nr. 29 – Magnus Boysen – 18 år (debutant):
Hvis man er til fart kombineret med smartness og taktisk forståelse, så er Magnus en spændende spiller at holde et vågent øje med. Med ekstremt hurtige fødder og en afleveringsteknik på et meget højt niveau er Magnus god til at skabe og forpagte overtal i angrebsspillet.

Nr. 37 – Villas Karbo – 18 år (debutant):
Få dage inden U19-DM i Helsinge skydes i gang, løber Villas på banen for sin barndomsklub for første gang i ligasammenhæng. Villas løber stærkt, og publikum kan se frem til en hurtig og kompromisløs spiller – akkurat som sin far, GOG-direktør Kasper Jørgensen, der i sin tid havde samme dynamiske spillestil.

Nr. 66 – Frederik Nygård – 17 år (debutant):
Inde på stregpositionen er der mulighed for, at vi skal stifte bekendtskab med Frederik, der for første gang skal prøve kræfter med de store drenge.
Frederik evner at være meget bevægelig og forstå spillet på et meget højt fagligt niveau, samtidig med at han er ekstremt dygtig i spillet mellem felterne.

Nr. 71 – Christoffer Münster – 18 år (debutant):
Nykåret dansk mester i U17-håndbold i den gule trøje. Altid hårdtarbejdende Christoffer har taget store spring i denne sæson på sin position på højre fløj. Specielt skudrepertoiret er blevet udviklet flittigt, mens Christoffer samtidig holder et højt niveau i forsvarsspillet på flere positioner.