Tilbage til oversigt
Liga

Ex-GOG’er drømmer om kvartfinale mod gamle venner

GOG har en vigtig opgave foran sig, når de tirsdag tager imod Benfica i returkampen i 1/8-finalen i EHF European League. Efter et 33-31-nederlag i Lissabon skal fynboerne hente to mål på hjemmebane i Svendborg for at sikre sig en plads i kvartfinalen. Her venter tyske Flensburg-Handewitt – og et potentielt gensyn med flere tidligere GOG-spillere, der af samme årsag har stor interesse for udfaldet af GOGs kamp mod Benfica.

En af dem, der følger særligt med, er stregspilleren Lukas Jørgensen, som havde stor succes i den gule trøje, hvor han blandt andet vandt DM-guld i 2022 og 2023, før han rykkede teltpælene op og flyttede mod syd.

“Jeg håber virkelig meget på, at GOG går videre. Det er faktisk noget, vi har snakket en del om hernede – vi sidder næsten alle sammen og hepper på GOG. Der er selvfølgelig vildt mange i klubben, der har et rigtig godt forhold til GOG, fordi vi har spillet i Gudme, så det ville være fedt, hvis de gik videre. Det ville give en sjov og meget speciel kvartfinale,” siger Lukas Jørgensen, der ikke er i tvivl om, at det ville vække både følelser og minder:

“Det ville være et sjovt gensyn. Der er stadig nogle af de gamle kammerater, som jeg spillede med i klubben, og så er der også kommet en del nye til. Og så ville jeg glæde mig vildt til at prøve den nye arena – den ser virkelig fed ud. Så det ville være lidt som at komme hjem igen, bare på en ny adresse.”

Fulgte første kamp tæt

Som etter i søsterpuljen sidder Flensburg-Handewitt over i 1/8-finalen, og landsholdsstregen kunne derfor følge med hjemme foran skærmen, da GOG tabte det første opgør med to mål i Lissabon. Og selvom resultatet ikke var i fynboernes favør, mener Lukas Jørgensen stadig, at kampen kunne være tippet den anden vej.

“Jeg følger ret godt med i GOGs kampe – det slipper man vist aldrig helt. Jeg så hele kampen mod Benfica, og jeg synes faktisk, GOG kunne have fået mere ud af det. De laver lidt for mange tekniske fejl, og det kostede desværre til sidst. Men spillemæssigt synes jeg, GOG var det bedste hold, og jeg tror stadig, at der er gode chancer for at vende det hjemme i Svendborg,” konstaterer Lukas Jørgensen, som vil sidde med krydsede fingre:

“Jeg håber og tror på, at de gør det færdigt. Spillerne har niveauet til det, og hjemmebanen kan gøre en stor forskel. Der bliver tryk på i arenaen, og det skal vippe GOGs vej.”

 

Der er FÅ billetter tilbage til aftenens opgør mellem GOG-Benfica kl. 18.45 i Arena Svendborg, så hvis du ikke har sikret dig billet endnu, kan du gøre det her.