Endnu en svær udebane venter
Mange husker kampen mod Sønderjyske som én af de største skuffelser i sæsonen. Med et kvarter igen førte de gule med fem mål, men en lang scoringskrise gjorde, at Sønderjyske med sølle et sekund igen kunne score det afgørende mål, så de vandt 27-26.
Nu er det tid til revanche. GOG kom op på hesten igen i søndags, da de vandt en svær kamp i Skive, og drengene skal se, om de kan drille Sønderjyske på én af de sværeste udebaner i ligaen. Der er ingen tvivl om, at det bliver en stor udfordring for de unge GOG-drenge, men ikke umulig.
For at lykkes skal GOG have styr på Sønderjyskes to dygtige stregspillere. Magnus Gullerod, som også florerer på det norske landshold, og som flere bundesligaklubber allerede har vist deres interesse for, er en jernmand med stor fysik og god til at bruge den såvel i forsvar og angreb. Den anden er Anders Zachariassen, som netop er blevet præsenteret som ny stregspiller i Flensburg Handewitt fra næste sæson. Anders har spillet en forrygende sæson og bestemt fortjent, at én af de store klubber i Tyskland har fået øjnene op for ham.
Stregspillerne gør det langt fra alene, og der er bestemt også nogle til at fodre dem. En hårdskydende bagkæde kendetegner sønderjyskemandskabet, og når disse ikke helt slår til, bliver rutinerede Andreas Toudahl smidt i spil som bagspiller.
GOG er stadig lidt ramt på ressourcerne i bagkæden. Minik og Mads Bruus er definitivt ude, og det er stadig ikke sikkert at Niclas Kirkeløkke kan spille. I kampen mod Skive kom Kenneth Dahl ind og var afgørende, og lad os håbe at han sammen med de andre spillere rammer deres topniveau i morgen, for så er det bestemt muligt at byde Sønderjyske op til dans.