
Emil La Cour er klar til åbningskampen i Arena Svendborg
Vi har talt med Emil La Cour, der er tilbage i GOG og klar til at træde ind på banen i Arena Svendborg.
Hvordan er det at være tilbage i GOG?
Jeg er rigtig glad for at være tilbage i GOG. Der er ingen tvivl om, at klubben betyder utrolig meget for mig efter alle mine år her. Derfor er det virkelig skønt at komme hjem til trygge og velkendte rammer.
Hvordan er det at være en del af den nye tid i GOG’s historie?
Det bliver rigtig spændende at være med til at starte et nyt kapitel i Svendborg. Jeg har været i GOG i mange år og fulgt klubben tæt, så det er fantastisk at se, hvordan udviklingen fortsætter. Jeg er sikker på, at det bliver en stor fordel at få større faciliteter – selvom Gudme Hallen naturligvis vil blive savnet.
Hvor meget glæder du dig til at komme i gang med kampene?
Jeg tror, jeg taler på hele truppens vegne, når jeg siger, at januar har føltes meget lang. Nu har vi arbejdet hårdt de sidste uger og er klar til at bringe den energi og fight, som alle har savnet at se. Personligt glæder jeg mig enormt meget til igen at trække den gule trøje over hovedet og træde ind i HTH Herreligaen.
Personlig partner: Kildegaard
Hvis ikke du har billet til aftenens kamp, er det muligt at følge med på TV2 Sport kl. 18.00.