
Direktørens søn fik debut på den store scene
Få dage inden U19-DM i Helsinge blev fløjtet i gang, fik Villas Karbo sin første ligaminut for GOG – og kvitterede med at score i en fyldt hjemmehal mod Fredericia.
Den 18-årige bagspiller er søn af GOG-direktør Kasper Jørgensen og derfor nærmest vokset op med gul trøje på kroppen. Nu tog han selv skridtet op på den helt store scene og gjorde det i præcis den kulisse, han altid har drømt om, mens farmand så stolt til fra tribunen.
“Klubben betyder alt for mig. Og håndbold betyder alt for mig. Jeg er nærmest vokset op i hallen i Gudme, og jeg har været til jeg ved ikke hvor mange kampe. Jeg var til min første kamp, da jeg var to måneder gammel og ude og se min far spille. Så den her klub betyder alt for mig,” siger Villas Karbo, der næsten stadig sitrede, da han blev interviewet efter kampen.
“Det var en helt vild følelse, jeg havde i kroppen. Det sætter lige et plus mere på glæden, man har ved GOG, at få den her debut. Det er mega fedt at komme ind og give alt det, man har. Og så er det også endnu federe, at man gør det sammen med alle sine kammerater,” siger Villas Karbo, der blev noteret for tre hændelser i kampen.
Med et mål på et forsøg, en assist til Emil La Cour og et tilkæmpet straffekast fik Villas Karbo så at sige fuld plade, og det var da også en overvældet Kasper Jørgensen, der fulgte sønnens debut.
“Jeg er først og fremmest far i dag – og vildt stolt og glad. Det er helt specielt at se ham tage sine første skridt i ligatruppen. Og så gør han det på sin egen måde, med fart og mod. Det er jeg både rørt og glad over,” siger Kasper Jørgensen, der ikke var ene om at have det brede smil på efter sejren over Fredericia.
“Det er bare en forløsning at komme ind og lave et mål. Det var helt vildt fantastisk at få lov til at være i den her kulisse, som er blevet skabt her i Svendborg,” siger Villas Karbo, der nu kan indstille sigtekornet på U19-DM i weekenden, hvor han og holdkammeraterne skal forsøge at gøre de unge herrer og damer fra U17-årgangene guldkunsten efter.