Tilbage til oversigt

– Det var to vigtige point

Frank Mikkelsen var en af kampens store oplevelser i gårsdagens kamp mod Ribe-Esbjerg. Han leverede store redninger kampen igennem, og men var samtidigt en stor indpisker for holdkammeraterne, når han i karismatisk stil kom med sine glædesbrøl i GOG-målet. Vi har fået en hurtig kommentar fra Frank om den sikre sejr. 

 

– De skulle aldrig have været så tæt på, som de kom i slutfasen. Vi sløser lidt i de sidste 10 minutter, og det gør, at de får mange dumme reduceringsmål. Det ødelægger lidt det samlede billede af kampen, hvor vi i 40-45 minutter er langt bedre end dem, sagde Frank til GOG.dk

 

Frank spillede 60 minutter og leverede flot over hele kampen. Tidligere har vi tit set Frank i en rolle som indskifter, hvor han er kommet ind med fantastiske præstationer på kritiske tidspunkter, men i Espens fravær har det de seneste kampe været anderledes. Frank har stået meget, og han er utrolig glad for at bevise, at han sagtens kan være stabil igennem en hel kamp. 

 

– Det er en super fed følelse for mig, for der hviler en del pres på mig, når Espen sidder ude med en skade. Når det er sagt, så spiller jeg selvfølgelig for at stå hele tiden, og det har jeg så fået lov til de sidste par kampe. Det giver helt sikkert et selvtillidsboost, når man så rammer en kamp som i dag. Jeg bliver også nødt til at rose forsvaret, for redningerne kommer altså langt fra af sig selv.

 

Espen Christensen skulle være i klar bedring, men det er endnu uvidst om Frank spiller en hel kamp igen mod BSV på mandag.