Tilbage til oversigt

Det lykkedes jo meget godt

 

GOG fik en fremragende start på sæsonen, da Lemvig blev løbet over ende med 34-24.

 

Aku Kreutzmann var efter kampen godt tilfreds med kampen, hvor holdet på forhånd havde aftalt, at den skulle have fuld skrue mod Lemvig fra start.

 

 – Vi ville gerne starte godt ud på hjemmebanen. Vi ville bare komme ud og give den gas og se, hvad de havde at komme med. De havde så ikke så meget i dag, så det var heldigt nok, fortæller Aku.

 

 – Vi står også godt i forsvaret, og det gør det også nemmere for Søren at tage de bolde, han skal tage. Det er også derfor, at vi vinder så stort i dag med forsvaret. Vi spiller også godt i angrebet – og 34 mål er jo også ret godt.

 

Alle mand leverede en fornem indsats og Aku fremhæver også, at holdets nye playmaker, Chris Jørgensen, har fået en god start.

 

 – Chris er kommet godt ind på holdet og aftalerne og timingen er ved at være der. Det bliver bedre og sjovere at spille.

 

GOG har så sent som i onsdags mødt Lemvig (i pokalturneringen). Her var det en helt anden kamp, man fik at se. Aku tror, at den lange tur i bus har noget at sige.

 

 – Sidst havde vi den lange tur på tre timer i bus. De var på hjemmebane og gav den gas. Nu er det lige omvendt og de har haft en lang tur til Gudme. De har haft en lang tur i benene, og det kunne man godt se på dem i starten, da vi kom foran 6-0.

 

 – Vi var også aggressive. Vi havde aftalt fra starten at den skulle have fuld gas og de skulle have tæsk, og så måtte vi se hvordan. Det lykkedes meget godt i dag, og så skal vi ikke klage, fortæller en glad Aku Kreutzmann.

 

Næste opgave for GOG er d. 5. september mod Ribe-Esbjerg HH på udebane.