Tilbage til oversigt

– De kommer med 100 km/t

 

Lørdag skal Tobias Møller og resten af GOG-holdet på en svær opgave, når holdet tager i mod Aalborg Håndbold hjemme i GOG Arena. Det er to hold, som spillemæssigt begge har oplevet en opadgående formkurve på det seneste, og Tobias tror også, at GOG nok skal få hænderne fulde i årets fjerde hjemmekamp.

 

– Jeg regner med, at det bliver en hård kamp. Aalborg plejer at spille meget fysisk, selvom de efterhånden er et relativt ungt hold. De har ikke fået den forventede start på sæsonen, men er nu i klar fremgang, og derfor tror jeg også, de kommer med 100 km/t for at få de to point med hjem til Aalborg.

 

GOG har fået en god start på sæsonen og er med helt deroppe, hvor det er rigtigt sjovt, men Tobias Møller har midt i den store succes med holdet også oplevet en stor personlig succes. Han er udtaget til det boblerlandshold som i starten af november drager mod Polen for at spille fire-nationers turnering mod B-landsholdene fra Polen, Norge og Spanien, og det er han forståeligt nok meget stolt over.

 

– Jeg er utroligt stolt over at komme i betragtning til boblerlandsholdet. Det giver bare endnu mere tro på, at det jeg løber og laver i hverdagene fungerer. Det er noget, der giver mig stor motivation til at fortsætte både den personlige stime, men også til at vinde kampe sammen med GOG.

 

Hvis du vil opleve de nyudtagede landsholdspillere, Tobias Møller og Frederik Clausen, så er der stadig billetter til kampen mod Aalborg. Du kan både købe på hjemmesiden, men også i døren på lørdag.