Tilbage til oversigt
Liga

Anders Zachariassen forlænger aftale med GOG

Den 31-årige stregspiller Anders Zachariassen har netop forlænget sin aftale med GOG, så parterne nu har papir på, at samarbejdet fortsætter til udgangen af sæsonen 23/24.

Zachariassen, der i øjeblikket holdes ude af spillet med en knæskade, kom til GOG i sommeren 2020 efter seks sæsoner i den tyske storklub Flensburg-Handewitt, og siden har han været med til at hente guld i både pokalturneringen og i det danske mesterskab for GOG – nøjagtigt som det var planlagt. Derfor er direktør Kasper Jørgensen også glad for, at det gyldne samarbejde kan fortsætte med spilleren, der både var med til at vinde VM-guld for Danmark i 2019 og i 2021.

”Vi kan glæde os over, at vi har forlænget aftalen med en af Danmarks bedste stregspillere, så den fortsætter i den kommende sæson også. Anders har desværre været ramt af en del skader, men vi glæder os over, at han er på vej tilbage, og at det ser ud til, at han kan gå i gang igen for alvor til næste sæson, hvor han igen skal indtræde i sin store rolle, hvor han bidrager utrolig meget både på og uden for banen,” siger Kasper Jørgensen.

Selv er Anders Zachariassen også rigtig godt tilfreds med, at han har fået ro på ansættelsesforholdet, og han ser frem til, at han inden for en overskuelig fremtid igen kan være en del af truppen.

”Jeg er ekstremt glad for, at det kan lade sig gøre. Jeg ser frem til at bidrage med det, som jeg har gjort siden jeg blev hentet til klubben. Erfaring, masser af gå-på-mod og måske også lidt højere alder og lidt mere livserfaring, end nogle af de andre. Men generelt glæder jeg mig over at kunne hjælpe nogle af de unge og styre holdet i den rigtige retning. GOG er en ekstremt spændende klub at være i, fordi der altid kommer nye folk op, og de vil give den gas og lære en masse, og der føler jeg stadig, at jeg har meget at byde på,” siger den rutinerede streg, som også tilføjer, at han har fuld opbakning på hjemmefronten til den nye aftale:

”Det er skønt at få et år mere, når også hjemmefronten også har det fantastisk. Det gør det nemmere at rende rundt og gribe bolden, når dem, der står bag dig, også har det godt, og der er jeg yderst tilfreds med, at vi har fundet en base, hvor hele familien trives.”

Fakta:

Anders Zachariassen spillede i SønderjyskE til 2014, hvor han skiftede til Flensburg-Handewitt.

Her vandt han to mesterskaber og en pokaltitel, før han skiftede til GOG i sommeren 2020.

Siden skiftet til GOG har Anders Zachariassen været med til at løfte pokaltitlen foruden sidste sæsons DM-trofæ.