Tilbage til oversigt

Aku: Kan tage mange positive ting med videre

 

 

Selvom det ikke blev til sejr over KIF Kolding København søndag aften, kan ’de gule’ alligevel tage en masse positivt med sig videre fra kampen. Det fortæller Aku Kreutzmann efter kampen.

 

1.halvleg blev en helt tæt dyst mellem de mandskaber, hvor GOG i de sidste minutter frem mod pausen fik skabt sig en føring på to mål. Der blev spillet med tålmodighed og sikkerhed, men desværre holdt det ikke hele kampen igennem.

 

 – Vi spiller som vi skal i 1.halvleg, hvor vi kommer foran ved pausen. I 2. halvleg laver vi lidt for mange fejl i starten af 2.halvleg, hvor de kommer foran med to – og så er det lidt svært at komme op. Kasper Hvidt tager nogle 100 % chancer – så det er bare svært i dag, fortæller Aku Kreutzmann.

 

Så sent som i onsdags mødtes GOG og KIF. Her gjaldt det kvartfinalen i pokalturneringen på hjemmebanen i GOG Arena. Fordelen af hjemmebanen har for både KIF og GOG’s vedkommende altid en stor betydning, og Aku fremhæver da også, at hjemmebanen i Gudme var med til at bære holdet frem i onsdags.

 

 – På hjemmebanen i Gudme sidste gang blev båret frem, og det derfor noget sværere i dag. Jeg tror, vi bliver lidt stressede i 2. halvleg og da de scorer fire mål i træk, slår det hårdt. Vi laver nogle fejl og så får de nogle mål på kontra. Det var ikke fordi, vi var bagud med fem-seks mål hele tiden – vi var kun bagud med to, men de sidste 10 minutter rykkede de bare fra.

 

Efter onsdagens kamp var et af temaerne GOG’s overtalsspil, som holdet ikke fik det optimale ud af. Søndag var der sket forbedringer, men når en modstander, som KIF Kolding København, så bliver kampen om point også en del sværere.

 

 – I dag spiller vi rigtig fint overtal. Vi scorer langt flere mål end sidst. Det var det vi havde snakket om til træning og det lykkedes i dag, siger Aku og fremhæver, at GOG på trods af nederlaget, kan tage en masse positive ting med videre.

 

 – Der er sindssygt mange ting, vi kan tage med os fra i dag. Det er et sindssygt godt forsvar, vi er oppe imod, og så scorer vi alligevel 28 mål. Overtalsspillet kan vi godt tage med. Vi skal selvfølgelig være skuffede, fordi vi ikke vandt, men det er også bare et godt hold, vi er oppe imod. Når de stepper op med 10 %, kan vi bare ikke være med, desværre.

 

Næste opgave for GOG’s ligaherrer er d. 7. november mod HC Midtjylland.