GOG skriver kontrakt med alsidigt talent
Endnu en spiller fra egen talentfabrik har sat sin underskrift på en aftale med GOG. Unge Tobias Tombak kan denne sommer fejre sin studentertid og en aftale med danmarksmestrene fra GOG.
I dag får 19-årige Tobias Tombak studenterhuen på ved Oure Kostgymnasium. En af mange gode oplevelser den seneste tid. Han har, som en af profilerne på sidste års U19-hold, indgået en et-årig aftale med GOG og forbliver dermed i klubben for at videreudvikle sit talent i den kommende sæson.
”Jeg er meget taknemmelig for den mulighed, jeg har fået af GOG og ser meget frem til det fortsatte samarbejde. Jeg har været utrolig glad for mine år på Skolerne i Oure, samt tiden i GOG-trøjen, hvor jeg har haft rig mulighed for at blive bedre som håndboldspiller. Det ser jeg frem til at fortsætte med i næste sæson på Sydfyn,” siger en glad Tobias Tombak.
Bagspilleren har været elev på Oure Efterskole og senere Oure Kostgymnasium, så Tobias Tombak har været en del af træningsmiljøet i GOG, siden han var U15-spiller og kom til fra Roskilde Håndbolds dygtige ungdomsafdeling.
”Den udvikling Tombak har gennemgået – særligt i netop afsluttede sæson – har været meget imponerende. Her er virkelig tale om en to-vejs-spiller, som prioriterer forsvars- og kontraspillet rigtig højt. I Tombak har vi på mange områder en stærk rollemodel, som både på og udenfor banen indeholder rigtig mange af de kvaliteter, vi sætter stor pris på i GOG. Vi ser derfor frem til at forlænge samarbejdet og bevirke, at han kan udfolde sit talent yderligere,” udtaler GOG-direktør Kasper Jørgensen.
Tobias Tombak er en af bagspillere, der er så dygtig i sit forsvarsspil, at han dækker op inde i midterforsvaret, hvilket U19-holdet har nydt godt af den forgangne sæson. Nu skal han ind og prøve kræfter med ”de store drenge” på GOG’s ligahold og være en del af truppen den kommende sæson.
”Vi er altid glade for at have dygtige talenter omkring vores ligahold. Vi har jo gang på gang set, hvordan rigtig mange er vokset og blevet utrolig dygtige. Vi glæder os til at følge Tobias Tombak den kommende sæson,” lyder det fra GOG-direktøren.
Tobias Tombak har spillet i GOG’s ungdomsafdeling de seneste 4 sæsoner og vundet både guld og sølv ved ungdoms-DM samt spillet fem ungdomslandskampe.