Tilbage til oversigt
Liga

GOG videre i Champions League med sejr

GOG sikrede sig onsdag aften videre deltagelse i den fineste af klubholdenes turnering, Champions League, da de polske gæster fra Wisla Plock blev sendt hjem med et nederlag på 31-24 efter 18-11 ved pausen.

På forhånd var det givet, at GOG med en sejr var sikker på at slutte gruppespillet blandt de 6 bedste mandskaber, og derved være sikker på mindst to ekstra europæiske kampe i denne sæson, og den målsætning var reelt opfyldt allerede efter de første 30 minutter, hvor GOG satte sig solidt på kampen.

Gæsterne kom først på tavlen, men fra 2-2 gik GOG til 7-2, og siden var sejren aldrig for alvor i fare.

Topscorer blev Emil Madsen med 7 mål.

De to point betyder, at GOG ligger solidt på fjerdepladsen i gruppen, hvilket  i givet fald vil betyde, at modstanderen efter gruppespillet er nummer 5 fra den modsatte gruppe – en placering, der aktuelt indtages af Aalborg Håndbold.