Damgaard: Jeg har næsten alt at takke GOG for
Når GOG torsdag aften tørner sammen med det tyske mesterhold, SC Magdeburg, i Champions League-braget i Odense, er der især en af modspillerne, som har lidt ekstra sommerfugle i maven.
Michael Damgaard Nielsen har nemlig trådt sine ungdomssko i Gudme og i GOG, og faktisk afslører de historiske optegnelser ved Det Europæiske Håndboldforbund, at den nu meget rutinerede venstreback Michael Damgaard Nielsen fik sine første Champions League erfaringer med GOG i sæsonen 2008-2009. Den gang var han 18 og så lidt yngre ud.
”Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg fik spilletid i de kampe, men jeg var en del af holdet, og jeg sad og sugede godt til mig for at se, hvad blandt andet Kasper Jørgensen lavede på banen,” lyder det med et grin og en hentydning til GOG-direktør Kasper Jørgensen, der i 2009 var aktiv og venstre back for GOG.
En helt særlig klub
Mens Michael Damgaards karriere for alvor først tog fart efter han forlod GOG og trak i klubtrøjerne for Team Tvis Holstebro og ikke mindst SC Magdeburg, så er han ikke det mindste i tvivl om, at frøet for alvor spirede i Gudme.
”Jeg er af den opfattelse, at jeg har næsten alt at takke GOG for. Det var her og på skolen i Oure, jeg fik min håndboldopdragelse, og det var her, at jeg opbyggede den glæde for sporten, som har holdt ved siden. Der var selvfølgelig ikke mindst på grund af ”Tændstik” (daværende ungdomstræner Thomas Brandt Nyegaard) og det gik virkelig hurtigt de år. Det var en stor familie, hvor alle i og omkring klubben levede og åndede for GOG. Det smittede med det samme, og vi boede stort set i hallen, hvor vi var alle ugens dage fra 14-22,” siger den erfarne SC Magdeburg-spiller, der stadig besøger sin gamle træner i Gudme, når han kan komme til det, og desuden har han fulgt godt med i udviklingen.
”Rent sportsligt har alle i hele Europa efterhånden fået øjnene op for, at GOG gør noget unikt, som ikke kan sammenlignes med andre klubber. Det er jo næsten alle danske talenter, der har været gennem GOG på et eller andet tidspunkt, og hver gang, der er en, som rejser, så kommer der en anden op fra ungdomsrækkerne. Og det kulminerede så sidste år, hvor GOG vandt mesterskabet til trods for, at klubben har et meget mindre budget, end mange af de andre hold i ligaen. Det skyldes ikke kun trænere og spillere, men også oplandet og menneskene – de frivillige ildsjæle, der gør så meget for GOG, skaber en klubfølelse, der ikke kan kopieres,” lyder det videre fra Michael Damgaard.
Favorit på en svær opgave
Som mester fra den stærke tyske liga er Magdeburg storfavorit til at vinde i Jyske Bank Arena, men Michael Damgaard og hans holdkammerater bilder sig på ingen måde ind, at GOG er en let opgave.
”Vi tager selvfølgelig til Odense for at vinde, men vi har set, at GOG tog til Porto og vandt stort i sidste runde. De spillede lige op med førerholdet Veszprem og havde fortjent at vinde, så GOG kan byde alle op til dans, og der er ingen i Magdeburg, som tror, at det bliver nemt,” siger Michael Damgaard Nielsen, som glæder sig til at komme ”hjem” på besøg:
”Det er altid fedt at spille i Danmark, og jeg er sikker på, at det bliver noget særligt mod GOG, for der er så mange mennesker omkring klubben, som jeg kender.”