Tilbage til oversigt
Liga

Anders Zachariassen knæskadet igen

Undersøgelser mandag har bekræftet, hvad alle i GOG frygtede: Stregspiller Anders Zachariassen har fået en korsbåndsskade, og der venter en længere pause i op til et år. Et stort tab for holdet, lyder det fra cheftræneren.

Det var den værst tænkelige nyhed, der tikkede ind hos GOG mandag formiddag. Det er nu 100% bekræftet, at Anders Zachariassen har beskadiget det forreste korsbånd i det venstre knæ.

“Jeg er selvfølgelig ked af det, og det har ramt mig hårdt. Jeg havde set frem til en fed sæson med GOG som forsvarende mester, tilbage i Champions League og også med landsholdet, hvor jeg har kæmpet mig tilbage efter min seneste skade,” siger GOG-profilen.

Zachariassen fik den samme skade i det modsatte knæ for halvandet år siden, og er kommet tilbage med stor styrke og stod netop over for mange vigtige kampe med GOG samt en landsholdssamling senere på måneden.

I stedet venter en ny operation og genoptræning i op til et år.

”Det er rigtig synd for Anders og en kæmpe mavepuster for os at se, at en holdkammerat skal igennem sådan en tur en gang til. Anders betyder utrolig meget for vores hold. Både den måde vi spiller på, men også den måde vi er sammen på – på og uden for banen,” udtaler GOG-træner Nicolej Krickau.

Nu skal GOG-holdet gennem en øvelse, der er velkendt. Et hul på holdet skal lukkes, og det giver nogle nye spillere muligheden for en større rolle på holdet.

”Det er et stort hul, der skal lukkes uden Anders. Men vi har gjort det før, og jeg er meget optimistisk omkring, at Henrik Jakobsen, Lukas Jørgensen og Frederik Clausen kan løse opgaven. Men der er ingen tvivl om, at det betyder noget for et hold at miste en afgørende brik,” lyder det fra Nicolej Krickau.

Anders Zachariassen er klar til at kæmpe sig tilbage til tophåndbold endnu engang.

”Jeg ved, hvad det kræver, og hvilken vej jeg skal. Selvom det er en lang pause, så er det på med arbejdshandskerne mod nye mål. Jeg er bestemt ikke færdig med at jagte titler, og det her får ikke lov at sætte en stopper for det.”