Optakt ved Mads Bruus
I morgen skal GOG et smut til Ribe Esbjerg, og se om de kan få to point med hjem. Ifølge Mads Bruus er det et homogent hold, GOG’erne skal møde, og de kan spille på flere forskellige måder:
“Det er et noget andet hold end det vi selv mødte for 2 år siden i 1.div. Op til denne sæson er der skiftet meget ud på holdet, men det er stadig et rigtig godt hold, der som udgangspunkt vil komme til at kæmpe med om slutspillet sammen med os selv.
De er et homogent hold, som spiller hurtigt og bevægeligt angrebspil og i forsvaret dækker de flere forskellige formationer, hvor de det ene øjeblik kan stå i en flad 6-0 og næste øjeblik være langt fremme på banen og dække 3-3″, fortæller Mads.
Ribe Esbjerg har fået tilført flere nye spillere til denne sæson, og det er blandt andet nogle af dem man skal lægge mærje til:
“De har et par hurtige og dygtige fløje i Morten Vium og Søren Nørgaard som var topscorer i 1.div sidste år. Til at sætte angrebsspillet op har de hentet Matias Helt, som er hjernen i det offensive og rigtig god til at gøre sine medspillere gode. Når vi har spillet/skudt os igennem deres forsvar, skal vi holde et vågnet øje med deres målmand Kasper Larsen, som kan lukke ned og gøre det svært for os”, siger Mads.
Mads har en klar opskrift på succes i kampen mod Ribe Esbjerg:
“Vi har forberedt os godt gennem hele ugen, og jeg tror der er en spændende og tæt kamp i vendte. Vi skal stå godt i forsvaret og løbe kontra, som er vores varemærke. Derudover skal vi være omstillingsparate, og hvis de dækker fladt, skal vi fortsætte med det vi har haft succes med i de andre kampe. Hvis de kommer frem i offensivt forsvar, så skal vi løbe for hinanden og holde flow i spillet, så mener jeg vi har værktøjerne til at spille os igennem og tage sejren med hjem til Gudme.
GOG er kommet godt fra start og med to point i morgen er de gule godt stillet:
“Vi har 6 point efter 4 kampe hvilket er godkendt. Nederlaget mod Sønderjyske var utrolig bittert, men vi har lært af kampen. En sejr i morgen vil være rigtig vigtig inden et par svære kampe, så vi kommer med alt hvad vi kan”, slutter Mads.