Tilbage til oversigt

Direktøren glæder sig til gensyn

Sidste onsdag tabte GOG til Aalborg Håndbold, da jyderne var på besøg i en udsolgt GOG Arena. I aften drager GOGs gule mandskab til Skjern for at møde endnu et stærkt hold, og de håber på, at de kan rejse sig efter nederlaget i sidste uge.

 

”Skjern er pt. det førende hold i Danmark og de har endnu ikke tabt på hjemmebane”, fortæller spillende direktør, Kasper Jørgensen, der tilføjer, at Skjern både dækker godt op, mens de samtidig spiller flot angrebsspil. Der er mange dygtige spillere på det grønne hold, og Kasper mener, at GOG især skal være opmærksomme på de aktuelle landsholdsprofiler Kasper Søndergaard og Henrik Mølgaard. Han nævner i forlængelse heraf desuden også stregspiller Thomas Klitgaard, der har spillet en god sæson indtil nu.

”Vi skal ikke lave om på så meget i vores spil. Vi skal stå godt i vores 6-0 forsvar og være opmærksomme på, at Søndergaard gerne vil spille bredt. Derudover skal vi tilpasse de specifikke detaljer i spillet, så det passer til det hold vi møder”, siger Kasper Jørgensen inden aftenens kamp.

Han fortæller desuden, at holdet har arbejdet intensivt med tempo og kreative ændringer i deres angrebsspil, hvilket skal være en af nøglerne til at gøre kampen i Skjern spændende, og sikre at sejren forhåbentligt kommer med i bagagen tilbage til Sydfyn.

 

For Kasper bliver det en speciel oplevelse at spille i Skjern igen. ”Skjern er et hold, som jeg gennem tiden har spillet rigtig mange sjove kampe mod. Jeg kan godt lide at spille i Skjern Bank Arena og det er efterhånden ved at være lang tiden siden jeg sidst har spillet i det vestjyske, så jeg glæder mig til et gensyn.”

Kampen fløjtes op kl. 19.00.