Tilbage til oversigt

Netværk med smil, grin og højt pusteri

Onsdag d. 11. juni var 42 virksomheder repræsenteret i GOG Arena til netværksmøde, hvor GOG’s partnere i den grad blev udfordret fysisk, mentalt og på deres grænser. 26 af repræsentanterne kastede sig ud i en håndboldtræning med spillere og trænere fra GOG’s ligahold.

 

GOG’s netværksforum har været en kæmpe succes fra dag et. Det har modtaget store roser fra samarbejdspartnerne i netværket og onsdag var ingen undtagelse. Målet med forummet er at lave forretning, at styrke og opbygge nye relationer og muligvis også få nye venner.

 

Otte mand satte sig i februar sammen og brainstormede på, hvordan forummet skulle køres bedst muligt, hvilke aktiviteter der skulle laves, og hvilke regler og retningslinjer der skulle være. Dengang var det et udbredt ønske at komme endnu tættere på spillerne og muligvis prøve at kæmpe lidt med dem på en håndboldbane, så partnerne kunne få et lille indblik i, hvad det kræves at være håndboldligaspiller.

 

Da alle ikke var i stand til at spille håndbold, var der arrangeret to andre aktiviteter, som man kunne melde sig på. Den ene var fysisk træning med GOG’s egen fysiske træner, Rasmus Hellesen, og den anden var sund madlavning; smoothie og juiceproduktion i cafeteriet til de trætte folk, når træningen var overstået.

 

Barrieren mellem partnere og spillere blev lynhurtigt brudt ned, da ligaspiller Rasmus Jensen introducerede en opvarmningsleg, hvor man skulle hoppe rundt som et æg, kylling, tyranusaurus rex eller supermand. Nogle var lidt skeptiske, men da andre bare sprang ud i det og brølede som en dinosaurus, faldt alle i med høje grin og stort engagement.

 

Herefter tog ligatrænerne, Jakob Larsen og Johnny Hviid Sunesen, over, og tæskede partnerne igennem en håndboldtræning, hvor mange var udfordret enten på konditionen, koordinationen eller også fordi de simpelthen ikke kunne holde op med at grine af og med hinanden. Hele tiden var GOG’s spillere en del af det, hvor de hjalp til eller prøvede at forhindre partnerne i at score mål.

 

I hal tre fik et par håndfulde lov til at prøve kræfter med fysisk træning, sådan som et ligahold kan træne. Sveden haglede fra både spillere og partnere, der efterfølgende strålede af energi, røde kinder og funklende øjne.

 

Ikke helt samme følelse nogle havde dagen efter. Som en anonym partner skrev på mail: ”Tusind tak for en herlig formiddag i hallen i Gudme… det var sjovt, og invaliderende… i hvert fald for min krop!! Kollegaerne her har tilbudt at ringe til kommunen om hjælp til en rollator!!!”

En anden partner skrev blot: “AV AV AV AV!”

 

Da træningen var færdig og et velfortjent bad overstået, mødtes alle partnere og spillere i mødelokalet til friskpressede juices, smothies og masser af frugt. De sidste visitkort blev udvekslet, og folk vendte snuden mod arbejdspladsen, lidt trætte, men med et stort smil fra det ene øre til det andet.

 

Se mange flere billeder på GOG’s facebookside “GOG 2010”.