Mere spilletid og færre skader
Mark Strandgaard fik ikke så meget spilletid, som han kunne have ønsket sig sidste sæson på grund af en skade i menisken. Nu er højrefløjen til gengæld klar til at give den fuld gas i den nye sæson, der venter om 22 dage.
Målet for denne sæson er forholdsvist beskedent – Mark Strandgaard vil nemlig gerne have mere spilletid end sidste sæson, og som formen skrider frem, er der ikke noget, der tyder på at Strandgaard skal sidde på bænken.
Udover ønsket om mere spilletid, er målet at være et top-otte hold.
– Mit personlige mål er at spille flere kampe end jeg gjorde sidste år qua min skade, men det tror jeg også nok skal komme. Ellers rammer mit personlige mål godt ind med det vi har i klubben – at vi gerne vil være et top-otte hold og vi vil gerne spille seværdigt håndbold, som vi kan stå inde for.
Mark Strandgaard kan allerede fra torsdag d. 14. august se frem til muligheden for spilletid. Her deltager GOG nemlig i turneringen, Skjern Bank Cup. Her er målet at forbedre spillet og lægge flere lag på.
– Vi kigger meget på, hvad vi kan forbedre og hvor vi kan lægge lag på. Hvilke hold vi spiller mod – det er lidt lige meget. Det vigtigste er, at vi kan kigge os selv i øjnene og sige, at vi har flyttet os på de parametre, som vi gerne vil rykke os på.
Første kamp ved Skjern Bank Cup spilles d. 14. august kl. 19 mod Skanderborg Håndbold i Hørning Hallen.