Kæmpe oplevelse til netværksmøde
I går var små 50 partnere samlet til netværksmøde i BaggårdTeatret i Svendborg, og lad os bare sige, at det blev en kæmpe oplevelse for alle.
Vi mødtes kl. 18, hvor teaterdirektør, Jakob Bjerregaard Ingemann, bød velkommen og fortalte passioneret om teatrets historie, om hvordan det kører i dag og ikke mindst om stykket 839 DAGE, som vi efterfølgende skulle få fornøjelsen af at opleve.
Herefter blev der serveret en lækker anretning med tapas fra Appetito i Svendborg. Der blev minglet, snakket, smovset og hygget til den store guldmedalje mellem partnerne.
Kl. 20.00 blev stykket 839 DAGE skudt i gang, faktisk med selvsamme teaterdirektør i en af de to hovedroller, og hvilken oplevelse. Nogle var lidt skeptiske inden stykket, nogle forventede sig meget, mens andre forventede sig lidt mindre, men i små 90 minutter blev vi blæst om kuld af en kulturel og følelsesmæssig historie om somaliske pirater, og to sømænd der må gå så grueligt meget igennem.
Efter stykket var folk fulde af lovprisninger. De gik hjem fra teatret mætte på lækker mad og en kæmpe oplevelse rigere.