Et point er nok til slutspillet
Med et par resultater som GOG absolut ikke kunne være utilfredse med onsdag aften, kan de gule nu nøjes med et point i de sidste to kampe for at være helt sikre på slutspillet. Kolding København tog efter nederlag forleden til netop GOG revanche mod Sønderjyske, og Aalborg slog hjemme i Gigantium Ribe Esbjerg. Derfor ligger det nu i GOG’s egne hænder.
Samtidig med det var gode resultater for GOG, var det faktisk også godt for HCM, der efter en meget flot sæson pludseligt begyndte at vakle her til sidst. Men med resultaterne onsdag aften kan midtjyderne ikke hentes og kan minimum blive nummer otte.
Derfor må vi forvente, at der er motivation til forskel i aften, når de to hold brager sammen, ligesom en fyldt GOG Arena endnu engang vil drive drengene til at yde det ypperste.
GOG’s unge forsvars komet, Frederik Clausen, som har spillet en fremragende sæson for de gule, ser frem mod aftenens kamp med fire hurtige spørgsmål:
Hvad er HCM for en størrelse?
Midtjylland er et meget atypisk oprykkerhold, som er god blanding af meget rutineret og unge spillere. I denne sæson har de præsteret rigtig flot, hvilket også vidner om, at det er et rigtig godt hold.
Hvilke spillere skal vi lægge mærke til?
Man skal især ligger mærke til deres gode målmænd. Derudover har de nogle dygtige stregspillere, som jeg håber vi får styr på.
Hvad forventer du dig af kampen?
Jeg forventer, at det bliver en rigtig herrefight, hvor begge hold vil give alt hvad de har. Det er en vigtig kamp i forhold til de sidste slutspilspladser, så der bliver helt sikkert gået til stålet.
Hvordan står GOG-holdet rustet?
Efter den utrolige vigtig sejr over Kolding i lørdags, er vi mere end klar til at møde Midtjylland. Taktikken er lagt og humøret højt, og alle glæder sig endnu engang til at spille for en fuld hal.
Kampen fløjtes op kl. 19.30 og vises på TV2 sport