Tilbage til oversigt

GOG led det første nederlag i opstarten

Torsdagens kamp mod HC Midtjylland var startskuddet til Skjern Bank Cup, og i denne weekend er stævnet flyttet fra forskellige haller rundt omkring i Danmark til kun at foregå i Skjern.

 

Dagens modstander, Team Tvis Holstebro, havde i deres første kamp besejret Skanderborg håndbold.

Kampen blev afviklet i den nye Skjern Bank Arena, og om det er fordi håndværkerne har glemt at lave udsugning, i den i øvrigt nye flotte hal, om det var de mange svedige mandekroppe der havde varmet hallen op, eller om det bare er pga. den fugtige danske sommervarme vides ikke, men varmen og luften var ulidelig tung i hallen. Derfor blev det også en underlig sløv affære, hvor begge hold så lidt trætte ud.

Første halvleg bølgede lidt frem og tilbage, men mod halvlegens slutning fik GOG lidt bedre styr på kampen og kom foran 14-11. Tre hurtige tekniske fejl blev prompte straffet af Tvis’ lynhurtige landsholdsfløje, og da dommerne så besluttede sig for at vise tre GOG’ere ud nærmest på samme tid, så blev det lige pludselig Tvis der gik til pause foran med et mål, 15-14.

 

I anden halvleg haltede GOG efter det meste af tiden, men hele tiden inden for 1-2 måls afstand. Til dette stævne afprøver den danske dommerstand at være fire dommere på til én kamp. Om det blev for forvirrende for dem, eller om det var spillerne, der var mere voldsomme må forblive i det uvisse, men udvisningerne haglede i hvert fald ned over de gule. Otte styks blev det til mod Tvis’ 3 og det var stærkt medvirkende til, at de gule haltede efter.

Til sidst fik GOG gjort det sidste indhug i Tvis’ føring, og Henrik Jakobsen udlignede 30 sekunder før tid til 31-31. Tvis tog timeout, og det sidste angreb blev sat i gang. Desværre lykkedes det Magnus Bramming at score for Tvis til 32-31 et sekund før tid. Dermed led GOG det første nederlag i femte træningskamp.

 

I morgen 13.30 venter sidste års DM sølvvindere fra Skjern i kampen om tredje fjerde pladsen til stævnet. I finalen mødes Århus og Tvis Holstebro.