Optakt: Skjern – GOG
GOG håndbold rundbarberede Aarhus Håndbold efter en magtdemonstration på hjemmebane i sidste spillerunde. De fleste ting lykkedes i kampen, og præstationen var opløftende på alle måder. Forsvaret stod bundsolidt, angrebet flød med flotte scoringer fra stort set samtlige positioner og målmandsduoen viste endnu en gang deres store klasse, da det virkelig galt. Netop de gode præstationer i målet gør, at Espen og Frank netop nu ligger 1er og 2er på listen over ligaens bedste målmænd. Her har Espen en redningsprocent på 45 og Frank en på 39.
Det er let at lade sig rive med efter nogle opløftende præstationer og en foreløbig førsteplads i ligaen, men det er netop nu, holdet for alvor skal bevise sit værd. I de næste to runder står menuen nemlig på to af forhåndsfavoritterne til topplaceringerne i Boxer Herreligaen, nemlig Skjern og Aalborg.
Skjern er modstanderen i onsdagens svære udebanekamp. Holdet går ind til opgøret med stor selvtillid, efter de i weekenden smadrede norske Elverum på udebane med hele 23-37. Opgøret viste den store bredde holdet besidder, og hvor gode de egentlig er, når de får lov til at spille det spil, de ønsker. Når det er sagt, så er GOG et langt bedre hold end norske Elverum, som ikke ligefrem viste Champions League-klasse i kampen. GOG har netop nu ligaens bedste defensiv, og Skjern kommer ikke til at score 37 mål igen, det tør undertegnede godt sætte penge på.
Sidste sæson havde GOG store problemer med det vestjyske hold. I kampen i Skjern blev det til et seks-måls nederlag, efter at holdet havde fulgt godt med i de første 30 minutter. På hjemmebane gik det en smule bedre, men alligevel måtte GOG tage til takke med endnu et ærgerligt nederlag på 24-27. Der er derfor lagt op til revanche, når ligaens to tophold træder ind i Skjern Bank Arena på onsdag. Hvis den gule maskine ruller gnidningsfrit endnu en gang, så er der lagt op til en meget spændende kamp.
Dato og Tid:
Kampen spilles onsdag d. 30/9-2015 klokken 19.30. Du kan se kampen på TV2 Sport, men vi kører også liveupdate på Facebook-siden.
Sagt om kampen:
– Jeg regner med, det bliver en meget hårdt spillet kamp. Vi skal helst ud og løbe lidt med dem, for det har vi haft succes med tidligere. De har set stærke ud på det seneste, så vi skal arbejde på at finde nogle åbninger og gribe chancerne, når vi får dem. – Mikkel Møller.
Husker du:
Da GOG i 2007 besejrede Skjern på hjemmebane i GOG Arena med 32-27, var det med Mikkel Hansen i hovedrollen. Den dengang purunge Hansen scorede nemlig hele 11 mål for hjemmeholdet.
Seneste ligakampe:
19/2-2015. GOG – Skjern: 24-27
8/10-2014. Skjern – GOG: 30-24
5/2-2014. GOG – Skjern: 23-29
20/11-13. Skjern – GOG: 30-33