Tilbage til oversigt

Optakt: GOG – BSV

Efter en sikker sejr i torsdagens ligaopgør mod Ribe-Esbjerg er det nu tid til kvartfinalerne i dette år Santander Cup. GOG spillede sig videre til kvartfinalen efter en sejr over Randers i den forrige runde. Det var et opgør, hvor hjemmeholdet fra Kronjylland fulgte overraskende godt med i første halvleg, men efterfølgende måtte kapitulere mod slutningen af kampen mod et bedre og mere rutineret GOG-mandskab.

 

I kvartfinalen venter der en helt anden modstand, når BSV gæster GOG Arena. Holdet har indtil videre spillet godt i ligaen, hvor det blandt andet er blevet til solide sejre over Aarhus og Kolding. På det seneste er de dog også blevet ramt af den epidemi, som ser ud til at hærge Boxer Herreligaen i år, nemlig ustabiliteten. Bedst som man troede, at BSV i år skulle blive et stabilt tophold, er de løbet ind i nogle uventede nederlag mod blandt andet Nordsjælland og Skanderborg. Dermed følger de i hælene på alle de andre ligahold, og netop derfor er stillingen da også uhyggeligt tæt. For en stund bliver ligaen dog lagt på hylden, og nu gælder det i stedet for pokalhåndbold.

 

BSV har en utrolig bred trup med klassespillere over hele linjen. De har mange forskellige facetter at spille ind med, og det gør det altid svært for modstanderen at gardere sig mod. Netop nu er de mest scorende spillere på holdet Nikolaj Øris Nielsen med 47 mål og Mads Christiansen med 44. Ud over de spillere, så råder holdet ligeledes over store profiler som Nikolaj Markussen, Sebastian Skube og Stefan Hundstrup. Det er altså lidt af en profilliste, BSV stiller med denne mandag i GOG Arena. Med de mange profiler følger også problemer, og holdet har således haft svært ved at få alle profilerne til at fungere kollektivt ved flere lejligheder. Her kan de måske lære noget af GOG, for her er holdets bedste spiller: Holdet! Det kan vise sig helt afgørende i opgøret mod BSV.

 

GOG må altid påtage sig en lille favoritværdighed hjemme i GOG Arena, men denne kamp er umulig at spå om. Rammer BSV topniveauet bliver det vanskeligt, men står GOG sammen og lader den kollektive styrke skinne igennem, så er det bestemt ikke nogen umulig opgave!

 

Dato og tid:

Kampen spilles mandag d. 26/10 klokken 18.30 i GOG Arena

 

Sagt om kampen:

– Vi ved, at GOG vil komme med 120 i timen. De satser alt og er især stærke på hjemmebane. Vi viste dog sidste sæson, at vi kan hamle op med dem, da vi mødte dem fire gange med fire sejre til følge. Dog var vores samlede plus-målscorer mod dem kun på 6 mål, og det siger alt om, hvor tæt kampene mod dem er. Vi har længe gået og glædet os til kampen, og den skal bare have fuld skrue. – Nikolaj Øris Nielsen, BSV

 

Seneste ligakampe:

15/4-2015. GOG – BSV: 23-24

6/4-2015. BSV – GOG: 26-24

18/3-2015. BSV – GOG: 22-20

15/11-2015. GOG – BSV: 24-25