BSV får revanchen
Efter sejren i pokalen i mandags skulle GOG igen op mod BSV. Denne gang var der dog tale om et opgør i ligaen, hvor de to hold inden kampen lå side om side med hver 11 point. BSV havde inden kampen ikke tabt på hjemmebane i denne sæson, så der var ingen tvivl om, at der ventede GOG en svær, men ikke umulig, opgave forude. Vi havde inden kampen fokuseret på, hvem der var favoritter til liga kampen. GOG kom med en frisk sejr i baggagen, mens BSV havde hjemmebanefordelen denne gang.
De fleste havde på forhånd udråbt BSV som små favoritter, men det var selvfølgelig værd at bemærke, at GOG tidligere på sæsonen præsterede flot på en anden svær udebane i Skjern. Publikum i Jysk Arena var inden kampen helt klar til at løfte de lokale BSV-drenge mod en sejr, mens GOG selvfølgelig ville gøre alt for at lukke munden på dem.
Første halvleg startede med et tændt GOG-hold, som stod rigtigt solidt i forsvaret. Frank læste de fleste bolde flot, og holdet kunne efter 14 minutter bringe sig foran 7-4 efter en fornem start. BSV havde mere end svært ved at finde nøglen angrebsmæssigt, hvor Markussen var den eneste, som for alvor fik skudt hul i forsvaret. BSV tog cirka midtvejs i halvlegen timeout, og det hjalp desværre. Efter 18 minutter kunne de således efter en overtalsperiode bringe sig tilbage i kampen med 8-8, og igen var det høje Markussen, som lynede. GOG havde en gevaldig scoringsperiode ved de otte mål, og det udnyttede BSV. Holdet gik således hurtigt på 12-8, før GOG igen fik sat en prop i. Pausestillingen var 12-10 til BSV og altså en lille fordel til de sortklædte hjemmebanedrenge. Selvom BSV havde været ovenpå i den sidste periode af halvlegen, sad man alligevel med en klar fornemmelse af, at GOG sagtens kunne få noget med hjem herfra.
Anden halvleg startede lidt som den første slutter. BSV bevarer to måls føringen i et stykke tid, og spillet bølgede frem og tilbage. BSV kom dog igen ovenpå efter 10 min og kunne efter 12 min bringe sig foran med 18-13. På dette tidspunkt var BSV foran på de fleste punkter, og det begyndte at ligne et meget svært comeback for de gule. BSV blev kort efter ramt af en dobbeltudvisning til Claus Thomsen, og det var derfor nu eller aldrig, hvis drengene skulle ind i kampen igen. I perioden fik de da også hentet et par mål ind igen, og derfor var der stadig spænding inden den sidste periode af kampen. Da BSV blev fuldtallige igen kom de desværre også i kontrol igen, og det kunne hurtigt aflæses på måltavlen. Da kampen gik ind i de sidste 10 minutter var hjemmeholdet foran 21-17, og de så umiddelbart ud til at have genfundet kontrollen af kampen. GOG gav sig dog ikke i slutningen af kampen og kæmpede flot for pointene, men desværre var det ikke nok. Efter flere kontroversielle dommerkendelser i slutningen, kunne BSV tage en 24-21-sejr.
Nu holder drengene en lille pause fra ligaen. Der er landsholdspause, hvor Tobias Møller, Andreas Holst og Frederik Clausen skal til Polen med Udviklingslandsholdet. Næste gang drengene skal i aktion er på hjemmebane mod Nordsjælland Håndbold d. 14/11 klokken 16.00.
MÅL:
Henrik Jakobsen: 4
Aku Kreutzmann: 3
Kasper Kildelund: 3
Minik Dahl Høegh: 3
Tobias Møller: 3
Andreas Holst: 2
Mark Strandgaard: 2
Chris Jørgensen: 1