Tilbage til oversigt

– Det var på vores præmisser

Det blev en flot kamp af GOG mod Herning i Messecenteret, hvor HC Midtjylland ikke fik et ben til jorden. GOG var flere gange oppe at føre med ti mål, før HC Midtjylland i slutperioden fik reduceret et par gange til slutstillingen 27-34. På forhånd havde de fleste regnet med at opgøret ville blive ligeså tæt som de seneste mange, men GOG havde altså en helt anden dagsorden. Vi snakkede med Tobias Møller om, hvad det var der lykkedes så godt i kampen.

 

– Jeg synes, vi står rigtig godt i forsvaret, og det giver mange af de der lette kontramål, som gør det nemt for os i dag. Når vi scorer så mange mål på kontra, så bruger vi automatisk ikke så meget energi, og samtidigt dræner det modstanderen, når de konstant skal løbe tilbage.

 

Tobias Møller markerede sig med fem flotte mål i løbet af kampen, og han er også ganske fint tilfreds med sin egen præstation efter den overbevisende sejr.

 

– Det er altid dejligt at præstere godt selv. Jeg lavede også fire i Mors, men det er selvfølgelig en del sjovere, når det ender ud i sejr til sidst. Jeg har arbejdet meget med mit forsvarspil på det seneste, og jeg er rigtigt godt tilfreds med det i dag, hvor jeg undervejs får trukket en 3-4 angrebsfejl også.

 

Næste gang Tobias Møller og drengene skal i aktion er på udebane mod Team Tvis. Det sker på næste torsdag.