Sen aftenkamp i Aalborg
Efter et nederlag i lørdagens hjemmekamp mod Skjern, skal de gule forsøge at rejse sig på en meget svær udebane i Gigantium Aalborg.
Et hav af fejl gjorde udslaget mod vestjyderne i lørdagens kamp, og disse skal elimineres eller i hvert fald mindskes, når GOG-holdet skal forsøge at få to point med hjem til Fyn.
Aalborg er et meget stærkt mandskab, der dog har været meget svingende i deres præstationer i år. Når de har mødt de på papiret stærke modstandere, har de spillet som lyn og torden og slået mange af de stærkeste hold. Omvendt når de har mødt nogle hold, der ligger i den lidt tungere ende af tabellen, har de ofte tabt point. Hvad der ligger til grund for dette, vides ikke, men der er ikke nogen tvivl om, at hjemme i Gigantium i Aalborg, vil de rød – og hvidstribede gøre alt, hvad de kan for at give dem selv og hjemmepublikummet to point. Denne motivation styrkes helt sikkert af, at Aalborg endnu har den første sejr efter januarpausen til gode. To uafgjorte resultater i ligaen mod henholdsvis HC Midtjylland og Nordsjælland, og et nederlag i europacuppen mod spanske Granollers er fakta, og derfor vil nordjyderne ekstra gerne have den første sejr i 2016.
Aalborg er som før nævnt et stærkt hold med mange dygtige spillere. De står super godt i en fysisk kompakt 6-0 og med to dygtige målmænd inde bagved, er det svært for modstanderne at score mål 6 mod 6.
Angrebsmæssigt har Martin Larsen, på højre back, i år været storspillende. Og det har ofte været ham og den norske komet, Sander Sagosen, der har domineret for Aalborg, men Sander kom hjem fra EM med en brækket hånd, og han er derfor ude i morgendagens kamp. Derimod har Aalborg fået tilført en gammel GOG-kending. Chris Jørgensen skiftede nemlig i start december til netop Aalborg, og det bliver spændende at se, hvordan det møde kommer til at foregå.
GOG er fortsat uden Lars Hald. Men ellers forventes alle at være klar til kamp, når bussen i morgen kører nordpå.
Kampen fløjtes op kl. 20.30 og kan følges direkte på TV2 sport.