Tilbage til oversigt

Så går det løs

Ventetiden har været lang, men nu er tiden endelig kommet til, at Final4 i weekenden skal fløjtes i gang. Lige siden de helt vanvittige kvartfinaler har både spillere, trænere og tilskuere glædet sig til en forhåbentlig fantastisk weekend i Sparekassen Fyn Arena.

GOG-drengene har haft en god januar måned, hvor koncentrationen på træningerne har båret tydeligt præg af, at der snart skal foregå noget stort.

 

Århus kom op af bowlen som GOG’s modstander, da der blev trukket lod i efteråret, og det er historisk set et hold, GOG har haft det godt mod siden returneringen til håndboldligaen, men…

 

Århus Håndbold har i år vist en opadgående formkurve, og det er bestemt et spændende hold, de gule skal møde lørdag i Arena Fyn. I lang tid af efteråret har de fristet en tilværelse i den absolutte top af ligaen, og det er blevet til mange meget flotte skalpe for den meget homogene Århus-trup.

 

Ironisk nok er de to største profiler for Århus, holdets ældste og holdets yngste mand.

Henrik Hansen, som i øvrigt lige har forlænget et år med Århus, er holdets helt store strateg både forsvars – og angrebsmæssigt. Heldigvis for GOG har Henrik nået 37 år, så oftest er det én af enderne af gangen, at han dominerer. Når han spiller på topniveau er han én af ligaens aller dygtigste spillere, så det topniveau skal GOG’s drenge helst sørge for, at han ikke rammer.

Holdets Benjamin har taget ligaen med storm. Unge Emil Nielsen er måske det største målmandstalent siden Landin, og han står i en alder af bare 18 år, som en garvet rutineret ligamålmand på 30. Han har flere kampe i denne sæson på over 50 i redningsprocent, så det siger sig selv, at ham skal de gule helst ikke have skudt varm.

 

Derudover er Århus-mandskabet som sagt et meget homogent hold med en enorm bredde. To dygtige spillere på alle pladser kendetegner holdet fra smilets by, og med én af de mest respekterede og finurlige trænere på bænken, er det ligeledes et hold, som kan finde på hvad som helst.

 

GOG stiller op i stærkeste opstilling undtagen de langtidsskadede Niclas Kirkeløkke og Mikkel Møller.