Lørdag: 600 er med – er du?
For femte år i træk kan GOG byde velkommen til sponsorcykelløbet Tour de GOG, hvor der cykles penge ind til klubben og til velgørende formål. Det hele krydres med god mad og en stor håndboldoplevelse.
Der er ikke kun 2 x 30 minutters håndbold på programmet, når GOG møder Skanderborg Håndbold på lørdag. Der er også en kendt tv-værts fortællinger, en stor indsamlingsevent og fælles spisning for de knap 600 tilmeldte sponsorer. Det bliver en festlig dag i SEF Arena i Gudme.
TV-værten Morten Spiegelhauer, der blandt andet er kendt fra Operation X på TV 2, kommer og fortæller om sit liv med tv, og så er der nok et par anekdoter om, hvordan det er at konfrontere kriminelle bagmænd.
Og så skal der hjules i pedalerne til sponsorcykelløbet, der har stor betydning for klubkassen i GOG. Direktør Kasper Jørgensen håber på, at sidste års rekord bliver slået. Her blev der kørt 458.642 kroner ind.
Det hele slutter med endnu en håndboldfest i SEF Arena. GOG-tropperne skal hente vigtige point for at nå den bedste placering inden slutspillet.