Stort tillykke! Gudmes damer i 1. division
Det er ikke kun på herresiden, at der er noget at glæde sig over i Gudme i øjeblikket.
Søndag kunne Gudme HKs bedste håndboldkvinder glæde sig over en sejr over TPI Odense, der sikrede de gulblusede kvinder førstepladsen i 2. division og dermed oprykning til 1. division, blot et år efter oprykningen fra 3. division. Smilene fra den oplevelse truer med at sætte sig permanent fast på rutinerede Laila Schmidt, der nu har været med til at rykke op med Gudme HK tre år i træk.
“Jeg synes, at vi har været suveræne. Mod TPI havde vi en fantastisk kulisse og kæmpe opbakning fra vores egne fremmødte tilskuere, og alle trådte i karakter, ikke mindst vores træner-duo. Det var skønt og forløsende ikke bare at vinde, men simpelthen at være et bedre hold og vinde kampen med stor overbevisning,” lyder det glædesstrålende fra Laila Schmidt, der lover, at hun er klar på mere i SEF Arena i den kommende sæson selvom fødselsattesten er trykt for 46 år siden.
“Hvor ER det skønt at være gul – HELT ind i hjertet! Så som jeg har gjort, siden jeg blev 30, ja så tager jeg sgu en sæson mere,” lover Laila Schmidt, der stadig er helt rørt over sejren en dag efter, at oprykningen blev en realitet.
“I det sidste minut af kampen mod TPI kan jeg mærke, at jeg ryster indeni, og da jeg kigger på Cille, som spiller højre back ved min side, begynder øjnene at blive våde i krogene. Da hun indenfor de sidste sekunder spiller den sidste aflevering, som jeg bliver fri og scorer på, er det eneste, jeg husker, at hendes ansigtskulør fortæller mig, at hun græder. Jeg husker ikke, hvordan jeg scorede, men kun, at vi faldt hinanden grædende om halsen – af bare lettelse – og glæde,” fortæller Laila Schmidt.
Stort tillykke til kvinderne – du kan læse mere på vores søster-side: www.goghaandbold.dk