Tilbage til oversigt

Kåring: Årets spiller i GOG

Ved den store GOG-fest i weekenden blev flere personer hædret for deres særlige indsats i klubben. Henrik Jakobsen blev kåret som årets spiller på ligaholdet.

Den norske stregspiller Henrik Jakobsen har spillet en forrygende sæson i GOG. En præstation, som netop er blevet belønnet med en titel som årets spiller i klubben.

 

– Det er selvfølgelig dejligt, at min indsats bliver anerkendt. Prisen betyder jo, at jeg har leveret en god sæson i den gule trøje, og det er jeg stolt over.

 

Sådan lyder det for Henrik Jakobsen, der har spillet på et højt og stabilt niveau det meste af sæsonen. 69 mål blev det til i 26 ligakampe samt flotte præstationer i slutspil, pokalkampe og Europacup.

 

– Det er svært at finde en enkelt grund til, at det er gået så godt i år. Jeg kender vores spil bedre, ligaen generelt og ikke mindst modstanderne. Og så har jeg trænet godt i lang tid, og jeg har heller ikke været alvorlig skadet eller syg i år. Min ryg, som har plaget mig tidligere, er blevet bedre, og det takker jeg ADG fysioterapi og Hanne Nøddeskou-Fink fra Kiropraktisk for. Så det er kombination af mange faktorer, der har gjort, at jeg har præsteret bedre i år, forklarer Jakobsen, der var med det norske landshold i den forgangne weekend, hvor priserne blev uddelt til GOGs store fest for alle, der har eller har haft en tilknytning til klubben.

 

– Det er også en flot udmærkelse at få, når så mange af mine holdkammerater har præsteret fremragende i den her sæson. Jeg er helt afhængig af et godt samarbejde med dem for at præstere. Jeg har også fået mere spilletid og tillid af trænerteamet i år, så de skal også have en tak fra mig.

 

Henrik Jakobsen er ærgerlig over, at det ikke blev til en semifinale for GOG i den her sæson. Holdet havde muligheden for at nå langt og toppe tredjepladsen fra sidste år. Derfor glæder han sig allerede til en ny sæson i den gule. Henrik Jakobsen har for nylig forlænget sin kontrakt med GOG til sommeren 2019.

 

Årets spiller på ungdomsholdene:

For U16 pige 2 Matilde ”Tuller” Hovgård.

 

Hos U16 pige 1 blev det Clara Thomsen.

 

Ved U16 drenge 2/Gudme blev det Anders Beuschau.

 

På U16 drenge 1 var det Marcus Stoustrup.

 

Og hos U18 pigerne blev det målvogter Sophie Moth.

 

Hos U18 drenge 2 var det Magnus Andersen.

 

Og hos U18 drenge 1 var det Frederik Hummelmose.

 

Årets spiller på seniorholdene:

 

Hos herre serie 2 blev det Kasper Hansen

 

Og ved Herre serie 1 blev det Theis Nørregård.

 

Hos 2 divisions herrerne Mads Fischer.

  

Ved serie 3 damerne blev det Katia Lej.

 

Ved serie 2 damerne blev det Nanna Hansen.

 

Hos serie 1 damerne blev det Annemette Nydam.

 

Og hos 2. divisionsdamerne blev det Sarah Kirkeløkke.