Tilbage til oversigt

Krickau forventer fuld fart over feltet

Når GOG-spillerne lørdag eftermiddag løber på banen for at hente to point mod gæsterne fra Nordsjælland Håndbold, forventer træner Nicolej Krickau, at begge mandskaber giver publikum noget at holde øje med.

 

“Nordsjælland har spillet nogle gode kampe indtil nu, måske lige bortset fra deres opgør mod BSV, og de gør det helt sikkert godt. Det bliver vi en helt anden kamp end i søndags, hvor Ribe havde held med at trække farten ud af vores spil. Nordsjælland spiller med meget fart over feltet, lige som vi selv gør, og det betyder, at vi skal være klar defensivt for at vinde, men det forventer jeg også, at vi er,” lover Krickau, der er overbevist om, at spillerne er klar igen efter nederlaget til Ribe-Esbjerg.

 

“Selvfølgelig er humøret aldrig i top, når man har tabt med 10 mål, men vi havde en god dialog ved mandagstræningen. Vi ved, at vi har gang i et godt forløb, og det skal vi holde fast i, for selvom vi havde en off day mod Ribe, føler vi, at vi er på rette vej,” konstaterer træneren.

 

GOGs seneste dyst mod Nordsjælland Håndbold var 19. marts 2016, hvor de gule tabte med 27-31 på udebane. Før det havde GOG slået Nordsjælland i alle indbyrdes opgør siden november 2008.