Tilbage til oversigt

Emil Jakobsen på A-landsholdet

Landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget de 16 spillere, der skal forsøge at sikre Danmark kvalifikation til det kommende EM i de to kampe mod Montenegro i april.

De danske verdensmestre samles for første gang, siden VM-guldet kom i hus, når der spilles EM-kvalifikation i april måned. 14 af de 16 spillere, der møder ind i landsholdslejren, er gengangere fra VM. Nye i truppen er Füchse Berlins Jacob Holm og GOGs Emil Jakobsen. Hans Lindberg holder en pause fra landsholdet, mens Caper U. Mortensen, René Toft og Nikolaj Markussen alle er ude med skader.

”Jacob Holm har vi jo haft med mange gange, mens Emil Jakobsen er et spændende, ungt fløjtalent, som vi gerne vil kigge nærmere på, nu hvor Casper U. Mortensen er skadet. Emil er en af dem, vi forventer kan komme op og spille med på A-landsholdet på sigt. Vedrørende Hans har han selv bedt om en pause til og med sommer. Det har været en sæson med både skader og mange kampe. Han har derfor prioriteret de vigtige kampe med klubben i både EHF Cup og Final4 i Tyskland her i foråret. Vi har aftalt at vi i efteråret i fællesskab ser på, hvordan det ser ud med ham,” siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Danmark spiller første kamp på udebane i Montenegro onsdag den 10. april klokken 21.00, mens de to hold krydser klinger igen lørdag den 13. april klokken 20.15 i en totalt udsolgt Royal Arena i København.

Truppen til de to EM-kvalifikationskampe

Målvogtere
Niklas Landin, THW Kiel
Jannick Green, SC Magdeburg

Stregspillere
Henrik Toft, PSG Paris
Anders Zachariassen, SG Flensburg-Handewitt
Simon Hald, SG Flensburg-Handewitt

Fløjspillere
Magnus Landin, THW Kiel
Emil Jakobsen, GOG
Lasse Svan, SG Flensburg-Handewitt
Johan Hansen, Bjerringbro-Silkeborg

Bagspillere
Mikkel Hansen, PSG Paris
Henrik Møllgaard, Aalborg Håndbold
Jacob Holm, Füchse Berlin
Rasmus Lauge, SG Flensburg-Handewitt
Mads Mensah, Rhein-Neckar Löwen
Morten Olsen, TSV Hannover-Burgdorf
Nikolaj Øris, Bjerringbro-Silkeborg

Kilde: DHF