GOG forsvarede andenpladsen mod Lemvig
Efter TTH Holstebros sejr over SønderjyskE onsdag aften, var GOG-spillerne tvunget til at hente to point på udebane mod formstærke Lemvig. Heldigvis var det nøjagtigt, hvad der skete, og GOG vandt 34-26 efter 17-13 ved pausen.
Hjemmeholdet var ellers ubesejret i de foregående fire opgør, hvor blandt andre Skanderborg og Aalborg havde sat point til i Arena Vestjylland Forsikring Lemvig, men det gik ikke de fynske gæster meget på.
Efter 7 minutters spil fik GOG taget hul på en føring, som Lemvig aldrig hentede igen, da første Lasse Møller med tre på stribe, og siden Stig Tore Moen med to sørgede for, at 3-3 blev ændret til 8-5 i fynsk favør.
I anden halvleg blev speederen ikke sluppet fra GOG, og blandt andet takket være en god portion redninger fra Victor Gisli Hallgrimsson blev forspringet udbygget yderligere, så GOG førte med 24-14 i det 40. minut.
Derfra var der aldrig spænding om, at GOG ville hente den 10. turneringssejr på stribe, og at andenpladsen var tilbage på fynske hænder.
Stig Tore Moen blev topscorer med 8 mål, Lasse Møller nettede 6 gange og Odinn Rikhardsson 5.
Næste opgør for GOG er lørdag, hvor ærkerivalerne fra KIF Kolding kommer på besøg i Gudme.