Tilbage til oversigt
Liga

Frederik Møller Wolff forlader GOG for en enkelt sæson

I et strategisk træk for at sikre optimal udvikling af et af klubbens mest lovende talenter har GOG indgået en særlig aftale for Frederik Møller Wolff. Den unge målmand skal fra sommeren 2025 fortsætte sin udvikling i en anden dansk ligaklub, før han vender tilbage til GOG efter sæsonen, hvor han igen tiltræder på en aftale, der løber til sommeren 2029.

“Vi har fundet en rigtig god løsning, der tilgodeser både Frederik Møllers udviklingsbehov og samtidig passer til GOGs langsigtede visioner. Med den nye aftale får Frederik mulighed for at få endnu mere spilletid og høste vigtige erfaringer både på og uden for håndboldbanen, samtidig med at vi fastholder ham som en central brik i GOGs fremtidsplaner,” forklarer GOG-direktør Kasper Jørgensen.

Siden sin ligadebut mod Skjern i sidste sæson har målmanden flere gange markeret sig i GOG-trøjen, og Kasper Jørgensen er ikke i tvivl om, at den unge stjerne vil udfolde sit potentiale i de nye rammer, der venter ham:

“Denne mulighed giver Frederik en perfekt platform til at modne sit spil yderligere, og jeg er samtidig glad for visheden om, at han vender tilbage til GOG,” siger Kasper Jørgensen, der understreger, at aftalen netop er et bevis på GOGs dedikerede tilgang til talentudvikling, hvor klubben ikke kun fokuserer på den kortsigtede succes, men også prioriterer spillernes langsigtede udvikling:

“Jeg synes, at den hér løsning er et godt eksempel på, hvordan vi i GOG tænker innovativt for at skabe de bedste rammer for vores spilleres udvikling. Vi er helt overbeviste om Frederiks evner, og vi tror på, at han kan vokse ved for en tid at prøve sine talenter af i en anden klub, hvor han kan få mere spilletid, end han har udsigt til i GOG.”

Selv er hovedpersonen også godt tilfreds med, at kabalen er gået op:

“Jeg er utrolig glad for, at aftalen er faldet på plads. Jeg er gul helt ind til benet, men samtidig drømmer jeg også om at få spilletid på øverste hylde. Så derfor tror jeg på, at det er det rigtige for mig at komme ud i en sæson, hvor jeg kan få nogle erfaringer, som kan gøre mig stærkere, og så vil jeg glæde mig til at komme tilbage til GOG,” lyder det fra målmanden.