Tilbage til oversigt
Liga

Masser af gensynsglæde venter i pokalkamp

Foto © GOG: GOG-stjernerne anno 2005! Kasper Jørgensen bagerst nummer tre fra højre, og Jakob Green nummer tre fra venstre i samme række. Klavs Bruun Jørgensen nummer to fra venstre i forreste række.

Når GOG-spillerne tirsdag aften tørner ud mod Team Sydhavsøerne i 1/8-finalerne i Santander Cup, er det ikke blot en dyst om, hvem der skal videre i turneringen, men også et møde om håneretten mellem gamle venner.

Team Sydhavsøernes trænerduo består nemlig af de to tidligere GOG-spillere Klavs Bruun Jørgensen og Jakob Green, der begge huserede i Gudme omkring årtusindeskiftet og således spillede på hold med GOG-direktør Kasper Jørgensen. Og hvis ikke det gensyn vækker nok minder for GOG-bossen, kan han også glæde sig over, at kampen spilles i Maribo, hvor han fik sin håndbolduddannelse.

“Jeg spillede i Maribo fra jeg var 10 og 10 år frem, og jeg var tilbage det første år efter konkursen i GOG, så jeg har spillet rigtig mange kampe i den gamle hal. Det bliver helt sikkert enormt hyggeligt at komme tilbage, og mon ikke, at der stadig er nogle mennesker på lægterne, som jeg kender fra dengang, selvom der er løbet meget vand gennem åen siden. På mange måder er det jo en klub som GOG, hvor lokalsamfundet også er en vigtig del,” siger Kasper Jørgensen, der også ser frem til at hilse på sine gamle holdkammerater.

“Det er jo altid hyggeligt, når man render ind i de gamle drenge i forbindelse med håndboldkampe. Jeg glæder mig altid meget til, at vi skal spille, men måske glæder jeg mig alligevel lidt ekstra til den her kamp,” siger Kasper Jørgensen med et smil.

Også i den anden lejr er der forventninger til tirsdagens møde, selvom Klavs Bruun Jørgensen ikke forventer, at de gamle forbindelser kommer til at tage al opmærksomheden.

“Vi var begge glade for vores sæsoner i GOG. Jeg havde seks år, og Jakob havde syv år, og det var nogle gode år, så for os vil GOG-møder altid minde os om en god tid i vores karrierer, og det bliver hyggeligt at hilse på Kasper,” siger Klavs Bruun Jørgensen, som også husker, at han for ganske mange år siden har siddet med GOG’s Lasse Vilhelmsen på skødet og “dikket ham under hagen”.

Det bliver næppe gentaget i forbindelse med pokaldysten, selvom Vilhelmsen er en del af GOG’s trup. Til gengæld vil Klavs Bruun Jørgensen godt love, at hjemmeholdet vil gøre alt, hvad de kan, for at drille de sydfynske favoritter.

“Det er altid sjovt at møde toppen af poppen, fordi det giver en fornemmelse af, hvor man selv står, og hvor langt der er, hvis man selv drømmer om at tage det næste skridt. GOG er selvfølgelig storfavorit, men vi har alt at vinde og intet at tabe, så jeg er sikker på, at det bliver en god oplevelse,” konstaterer Klavs Bruun Jørgensen, der også forudser pæn opbakning:

“Vi har generelt et pænt tilskuertal, og når GOG kommer, håber jeg da, at der bliver fuld hal. Hvis vi nu er dygtige nok til at hænge på i et stykke tid, så ved vi også, at der kan komme godt pres på fra lægterne, men det bliver selvfølgelig en stor mundfuld for os under alle omstændigheder.”

Vinderen af tirsdagens dyst kan se frem til en kvartfinalekamp mod Bjerringbro/Silkeborg som sidste step mod Final4-stævnet næste år.