GOG-legende stiller skoene på hylden
Efter 14 sæsoner i den gule trøje, indleder anfører Frederik Clausen en ny æra i livet, når han efter sommerferien begynder livet som eks-håndboldspiller. Den 28-årige forsvarsgeneral og kulturbærer har vejet for og imod, og i sidste ende besluttede han sig for, at tiden var inde til at sige stop, når hans kontrakt udløber efter sæsonen.
“Jeg har overvejet det i virkelig lang tid, fordi jeg elsker at spille håndbold, og fordi GOG har rakt ud til mig i flere omgange med oplæg til at forlænge samarbejdet. Men mit venstre knæ bliver ved med at gøre ondt og begrænse mig, og i sidste ende har jeg besluttet mig for, at nu skulle det være,” siger Frederik Clausen med henvisning til en tilbagevendende skade i springbenet, der i de senere år har gjort ham ukampdygtig i kortere og længere perioder.
“Når jeg ikke spiller, bliver det bedre, men med de mange spring og små bevægelser på banen, kommer smerterne tilbage, og det betyder, at jeg ikke kan udvikle mig sådan, som jeg gerne vil. Jeg har altid ønsket at lægge flere lag på mit spil, og der må man bare erkende, at skaden har begrænset mine muligheder. Jeg vil elske at kunne være en dygtig kontraspiller og endda kunne bidrage lidt angrebsmæssigt, for det er supersjovt, men det kan jeg ikke engang gøre til træning,” konstaterer Frederik Clausen, som til gengæld er helt afklaret med, at beslutningen nu ligger fast.
“Det er kun mig selv, der kan tage ansvar for den del, og på et tidspunkt skulle det jo komme. Nu har jeg været så heldig at få en masse fantastiske oplevelser med GOG, og det ville være ærgerligt at trække den lidt for langt,” siger forsvarskrumtappen, der kom til GOG som U16-spiller i 2010.
Første ligakamp spillede han i 2014, og siden har han vundet to danske mesterskaber samt tre pokaltitler, ligesom karrieren har kastet 20 ungdomslandskampe og 10 A-landskampe af sig. Indtil videre.
Masser af pokaler og udenlandske eventyr
Helt præcist har Frederik Clausen siden debuten i 2014 haft den udelte fornøjelse at være del af et hold, der er blevet etableret højere og højere oppe i ligaen. I 2016, 2018 og 2021 hentede GOG bronze, mens det blev til sølv i 2019 og 2020, før DM-guldet blev forløst i både 2022 og 2023.
“Vores succes har gjort, at jeg har fået mulighed for at udvikle mig en masse undervejs som spiller og som menneske. Det har været en utroligt spændende rejse, hvor jeg har snuset til landsholdet, og fået en masse store europæiske eventyr foruden titlerne, der selvfølgelig har været noget helt særligt,” siger Frederik Clausen, der som anfører og vice-anfører har været blandt de første til at kysse pokalerne.
“Det har været fedt, og et kæmpe privilegie for mig at være anfører, for den gule trøje betyder rigtig meget for mig. Jeg ville virkelig gerne slutte karrieren af med at vinde mesterskabet for tredje år i træk. Det vil være den perfekte afslutning at løfte mesterskabspokalen, og det vil betyde meget for mig at give én mere til klubben,” fortæller Clausen, der er uddannet jurist, og nok ser ind i en fremtid, der byder på et stærkt nedsat forbrug af harpiks.
De præcise opgaver og udfordringer kender han endnu ikke, men destinationen er på plads, og det bliver i hovedstaden, langt fra håndboldens hotspots.
“Jeg er i gang med mit juraspeciale, men jeg har ikke lige en kontrakt på hånden, og det eneste jeg har planlagt er, at jeg skal flytte til København, hvor jeg har masser af venner og familie. Dem glæder jeg mig rigtig meget til at komme tættere på,” slutter Frederik Clausen.
Tomrum i omklædningsrummet og i forsvaret
Ifølge direktør Kasper Jørgensen efterlader Frederik Clausen på flere måder et tomrum i GOG, som holdkammeraterne nu skal udfylde.
“Clausen er klubmand helt ind til benet. Det er ikke mange der spiller i den samme klub i så mange år, som Frederik har gjort, og han har været en vigtig mand i truppen, fordi han er en samlende kraft og en person, som man kan regne med. De sidste par år har han været plaget af skader, men han har altid arbejdet knaldhårdt og målrettet på at komme tilbage, og på den måde har han også været et godt forbillede i klubben – han er ikke kommet sovende til sine meritter,” konstaterer Kasper Jørgensen, der er i fuld gang med at få spillerkabalen til at gå op til den kommende sæson.
“Vi siger farvel til en meget dygtig forsvarsspiller, der er virkelig god til at holde sammen på forsvaret, også når det brænder på, og det skal vi selvfølgelig forholde os til. Vi havde gerne forlænget aftalen, men vi har fuld respekt for hans beslutning om at stoppe, selvom det betyder, at vi skal have lagt puslespillet på en lidt anden måde til den næste sæson,” siger Kasper Jørgensen.