Matthias Rex: “Fedt at gå ind og gøre en forskel”
Matthias Rex var storspillende, og stod med intet mindre end 42% i målet.
“Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med min egen præstation i lørdags. Det er fedt at få den tillid, og så gå ind og gøre en forskel – især mod Aalborg. Jeg har haft en god januar måned, hvor jeg har trænet godt fysisk, og samtidig har arbejdet tæt sammen med forsvaret, så jeg føler at det hjælper”, siger Matthias Rex til mandagens træning, hvor han ser tilbage på weekendens tætte kamp mod Aalborg.
Nu venter Skanderborg AGF Håndbold på onsdag, hvor de gæster Phønix Tag Arena. Vi spurgte Matthias Rex hvad hans tanker var, og hvordan vi sikrer en sejr:
“Jeg tænker helt klart at vi skal have publikum i gang igen i 2024, så de kan hjælpe os godt på vej, og så skal vi gøre det vi er rigtig gode til og køre kontraspil. Skanderborg har spillet meget 7 mod 6, så vi skal have sat et godt forsvar op, og så har de et godt kollektivt hold, der spiller godt sammen, som vi skal forsøge at stoppe.”
Gæsterne fra Skanderborg AGF Håndbold kommer forbi Gudme onsdag d. 7. februar, hvor kampen fløjtes i gang kl. 19.30.
Vi ses!